Nyt under solen
Ny slags workshop om sorg
Jeg er tilbage på skolebænken. Dette forår tager jeg et modul om sorgrådgivning på UCN i Aalborg. Sorg og håndteringen af den, er et yderst meningsfyldt område. I mit daglige arbejde som kirketjener, er jeg i forbindelse med folk i sorg til bisættelser, men det har grundlæggende være en – måske lidt sær – interesse i lang tid. Fx skrev jeg romanen ‘Lysere dage’ som et oprør mod det synspunkt, at sorg over forlist kærlighed er noget, man jo bare kan ryste af sig.
Som en del af min eksamensopgave har jeg valgt at lave et skriveværksted om og for folk i sorg. Det er en anderledes tilgang til skrivningen, end jeg ellers gør brug af. Normalt handler værkstederne om at give deltagerne værktøjer, de kan bruge til deres skrivning. Denne gang handler det om at bearbejde en følelse / følelsestilstand gennem skriften.
Kan det løsne op for noget eller få os til at se tingene i et andet lys?
For at jeg kan bruge erfaringen i min opgave, bliver deltagerne bedt om at svare på nogle spørgsmål om deres oplevelse med skriveværkstedet efter nogle dage. Jeg forventer at lære en del og håber inderligt, at det også gælder den anden vej.
Det er et lille, lukket og trygt værksted med plads til 10 deltagere.
Er du interesseret i at vide mere eller kender én, der måske gerne vil med, er der yderligere oplysninger og billetter på Egå Kirkes hjemmeside.
Værkstedet foregår lørdag d. 9. maj 2026 fra 10-12 i Egå Sognegård og koster 60,-.
Billetter til ‘Min sorg og mig’ her.
Til vi høres ved
Christina
Oplæg om MOD
Det er en mandag. Klokken er 19.10, og jeg bevæger mig gennem gangene på Egå Ungdomshøjskole. Jeg skal holde oplæg om mod for elever, bestyrelse og ungdomshøjskolens venner. Her på skolen tager man selv en af de stole som står stablet langs væggene, og finder sig en plads.
Dem der er vant til at komme her ved den slags og det er godt, for der er ikke nogen til officielt at tage imod.
Jeg går ind og hilser på gæsterne, der indtil videre har placeret sig i to brede rækker oppe foran. Vitser lidt med hvor kaffen mon er. Eleverne begynder at dukke op. De tager stole og sætter sig lidt længere nede i lokalet. Jeg går til spisesalen efter en kaffe.
Tilbage i foredragslokalet er der stadig ikke kommet nogen til at tage imod, men jeg har fået en besked på messenger, at bestyrelsen er lidt forsinkede.
Det vil være fedt at komme i gang, så snart de dukker op, så jeg tager en lille stigereol, slår den ud og har nu et lille bitte improviseret bord til min kaffe, min timer og mine kort med stikord.
Jeg iagttager salen fyldes op og drikker min kaffe ud. Jeg er rolig. Det ville jeg ikke have været før i tiden. Men jeg har været i denne slags situation før, både som arrangør og oplægsholder, og det rører mig ikke længere.
Og det er essensen af det, jeg er kommet for at tale om:
Mod er at gøre det, du egentlig ikke tør. Og meget væsentligt: jo mere mod du udviser, des mere modig bliver du.
Jeg holder oplægget om mod på opfordring, så det er første gang. Fra fortællinger fra mit eget liv om mod og manglen på samme, bevæger jeg mig over til at fortælle om hjernen. Jo mere man sætter sig ind i hjernen, des mere fascinerende bliver den. Med årene er jeg gået fra at se hjernen som min absolut mest udspekulerede modstander til at forstå, at den bare prøver at holde mig sikker. Nu ved jeg, hvad jeg har at arbejde med, og jeg vil gerne have formidlet, at hjernen gerne vil med på dit hold – hvis du bare giver den tid til at vænne sig til forandringerne.
En stor del af oplægget består af deltagelse fra tilhørerne. Jeg beder dem om at bytte plads, så de sidder ved siden af én, de ikke kender så godt. På skift fortæller de hinanden om en gang de var modige, og hvorfor det var modigt for dem.
Vi er nemlig ikke bange for de samme ting.
Jeg er fx ikke bange for at stille mig frem og holde et oplæg. Til gengæld får jeg kuldegysninger og begyndende migræne bare ved tanken om netværksarrangementer, hvor man skal gå rundt og mingle.
Det er skønt at kigge ud over rummet, der fyldes af mange stemmers summen.
Lidt frustrerende for oplægsholderen er det dog, at jeg ikke får del i alle de historier om mod, som deles rundt om i lokalet.
Til dig derude.
Hvis der er ting, du gerne vil, men ikke rigtig tør, så start i det små. Ét lille bitte skridt af gangen, så hjernen ikke bliver nervøs for, om det du har gang i ikke bare er nyt, men også farligt. Hjernen er ok med lidt nyt. Store forandringer er farligt nyt. Det er blandt andet også derfor, vi bliver vildt stressede af flytninger (hjem, job), selvom vi er ved at bevæge os mod noget langt bedre.
Ét lille modigt skridt i dag. Et mere i morgen.
MØS
Christina
Velkommen til
Sidste år bestod af en masse byggen op og gøre klar. 2026 er et action-år. Måske kan du også mærke det.
Efter at have blogget on/off i årevis, er jeg nu gået ‘pro’ med denne hjemmeside – og så snakker jeg videre om alt muligt på min blog på Substack.
Denne side er min butik. Jeg tilbyder skriveworkshops og foredrag. Derudover kan du erhverve min roman ‘Lysere dage’ og opløftende postkort, jeg kalder Mandagsbønner.
Min erfaring er, at vi hurtigt glemmer hjemmesider, selv når vi er interesserede i indholdet. Hvis du gerne vil følge med, så skriv dig på min nyhedsmail.
Det er min agt, at der skal være gode takter og gerne humor i alt, hvad jeg gør. Jeg håber, du finder dig til rette.
KH
Christina
