Det er en mandag. Klokken er 19.10, og jeg bevæger mig gennem gangene på Egå Ungdomshøjskole. Jeg skal holde oplæg om mod for elever, bestyrelse og ungdomshøjskolens venner. Her på skolen tager man selv en af de stole som står stablet langs væggene, og finder sig en plads.
Dem der er vant til at komme her ved den slags og det er godt, for der er ikke nogen til officielt at tage imod.
Jeg går ind og hilser på gæsterne, der indtil videre har placeret sig i to brede rækker oppe foran. Vitser lidt med hvor kaffen mon er. Eleverne begynder at dukke op. De tager stole og sætter sig lidt længere nede i lokalet. Jeg går til spisesalen efter en kaffe.
Tilbage i foredragslokalet er der stadig ikke kommet nogen til at tage imod, men jeg har fået en besked på messenger, at bestyrelsen er lidt forsinkede.
Det vil være fedt at komme i gang, så snart de dukker op, så jeg tager en lille stigereol, slår den ud og har nu et lille bitte improviseret bord til min kaffe, min timer og mine kort med stikord.
Jeg iagttager salen fyldes op og drikker min kaffe ud. Jeg er rolig. Det ville jeg ikke have været før i tiden. Men jeg har været i denne slags situation før, både som arrangør og oplægsholder, og det rører mig ikke længere.
Og det er essensen af det, jeg er kommet for at tale om:
Mod er at gøre det, du egentlig ikke tør. Og meget væsentligt: jo mere mod du udviser, des mere modig bliver du.
Jeg holder oplægget om mod på opfordring, så det er første gang. Fra fortællinger fra mit eget liv om mod og manglen på samme, bevæger jeg mig over til at fortælle om hjernen. Jo mere man sætter sig ind i hjernen, des mere fascinerende bliver den. Med årene er jeg gået fra at se hjernen som min absolut mest udspekulerede modstander til at forstå, at den bare prøver at holde mig sikker. Nu ved jeg, hvad jeg har at arbejde med, og jeg vil gerne have formidlet, at hjernen gerne vil med på dit hold – hvis du bare giver den tid til at vænne sig til forandringerne.
En stor del af oplægget består af deltagelse fra tilhørerne. Jeg beder dem om at bytte plads, så de sidder ved siden af én, de ikke kender så godt. På skift fortæller de hinanden om en gang de var modige, og hvorfor det var modigt for dem.
Vi er nemlig ikke bange for de samme ting.
Jeg er fx ikke bange for at stille mig frem og holde et oplæg. Til gengæld får jeg kuldegysninger og begyndende migræne bare ved tanken om netværksarrangementer, hvor man skal gå rundt og mingle.
Det er skønt at kigge ud over rummet, der fyldes af mange stemmers summen.
Lidt frustrerende for oplægsholderen er det dog, at jeg ikke får del i alle de historier om mod, som deles rundt om i lokalet.
Til dig derude.
Hvis der er ting, du gerne vil, men ikke rigtig tør, så start i det små. Ét lille bitte skridt af gangen, så hjernen ikke bliver nervøs for, om det du har gang i ikke bare er nyt, men også farligt. Hjernen er ok med lidt nyt. Store forandringer er farligt nyt. Det er blandt andet også derfor, vi bliver vildt stressede af flytninger (hjem, job), selvom vi er ved at bevæge os mod noget langt bedre.
Ét lille modigt skridt i dag. Et mere i morgen.
MØS
Christina
