Akavet

Adjektiv | bøjning: -, -ede

Fysisk/kropslig betydning: bevægelse der udføres ugraciøst / hvis noget er besværligt at udføre. Overført/mentalt: at føle sig / være ved siden af.

I slutningen af 2010’erne bruges akavet, når en situation eller et menneske er/opfører sig pinligt.

Menneskemøder har generelt stort akavet potentiale.

Eksempler på akavet:

  • Eksempel på kropslig akavethed er den stilling, du indtager, når du skal stige ud af bilen og mødes af en vandpyt i størrelse udfordrende lige der, hvor det ville have været naturligt at sætte fødderne. Du prøver at holde balancen, mens du holder fast i tag og førersæde. Strækker venstre ben længere, mens du vrider kroppen i forsøg på at nå tørskoet til pyttens bred. Denne fysiske akavethed kan udvikle sig til, at du også føler dig akavet, i fald du opdager, at nogen har iagttaget dine udfoldelser.
  • To personer der er nye for hinanden. Hænder bevæger sig for langt. Forkert. For blødt kildende. Knæ støder sammen, og mens den ene vil holde i hånd og snurre rundt, er den anden mere til at male hippiebløde luftbilleder i takt til musikken. Hvis parret ikke forholdsvist hurtigt når til enighed omkring en fælles dansestil, kan den indledende lette akavethed ende i lammelse og brud.
  • A fortæller en vits. B forstår tilsyneladende ikke vits. A prøver at forklare vits. B forstod godt vits, men syntes bare ikke vits var sjov.
  • B ser (formodet) fremmed (X) lyse op i smil og må ganske uforstående opleve rygklap og glædesstrålende tak for sidst. I slemme tilfælde også indforstået nikken og løftede øjenbryn, der antyder en helt speciel fælles oplevelse, som B desværre ikke kan huske pt.

Akavet light (jævnfør ovennævnte eksempel)

  • X opdager aldrig, at B ikke kan huske en skid. Situationen er dermed akavet i mild grad og naturligvis kun for B

Akavet +

  • X opdager sammenhængen og herfra kan graden af akavethed ende decideret belastende. I slemme tilfælde vil X og B gå til yderligheder for at undgå nogensinde at støde på hinanden igen (se Yderligheder)

Find flere ordforklaringer

Herrens mark

Herrens mark

Sammensat udtryk ǀ bøjning: ental Udtrykket at befinde sig på ’Herrens mark’ bruges i situationer, hvor du er rådvild,...

Forventninger

Forventninger

Substantiv ǀ bøjning: -n, -r, -erne Forventning betyder at for-vente. Du venter på noget, der endnu ikke er sket med...

Konflikttrappe

Konflikttrappe

Substantiv ǀ bøjning: -n, -r, -rne Et psykologisk begreb, der skal illustrere, at vejen fra en okay stemning (for...